Artikel skrevet af Annette fra journalist højskolen

Artikel 1

Man snakker da med bøgerne

Menneskebiblioteket er kommet til Jylland. Et verdensomspændende koncept, der er med til at nedbryde fordomme. Nøgleordene er empati og viden, mener psykolog og forsker Rasmus Alenkær.

Af: Annette Enevoldsen

Idéen bag Menneskebiblioteket er enkel: Lån et menneske med et særpræg, og spørg om alt. Det har vist sig, at Menneskebiblioteket gennem disse samtaler er med til at nedbryde fordomme.

Det er lørdag eftermiddag på Esbjerg Hovedbibliotek. Denne dag har bøgerne arme og ben. Hoved og hjerte. Sjæl og sanser. I rummet for enden af den snørklede tæppebelagte trappe sidder en snes unge mennesker. De fleste i jeans og t-shirt. Alle velsoignerede.  Snakken går lystigt om løst og fast. De griner. De lytter, guffer kage og slubrer kaffe.

Men de er her ikke for kagen, kaffen og den gode stemning. Den tørlagte alkoholiker, den tidligere stofmisbruger, den skizofrene, veganeren, fyren med ADHD, den hiv-smittede, politikeren, sexologen og pigen, hvis far valgte livet fra. De er her, fordi de har en mission. De vil flytte holdninger og nedbryde fordomme.  Midlet er samtale, ærlighed og åbenhed.

Denne lørdag i Esbjerg er der bid. Tre piger sidder og snakker med en politiker.

”Hvorfor behandler politikere de svageste så umenneskeligt?” Spørger den ene.

Hun sidder med armene over kors og rynkede bryn. Politikeren forklarer sig. Efterhånden som samtalen skrider frem, forstummer pigens kritik og erstattes af nik og smil.  Hendes arme falder ned, og brynene indtager normal position.

 

Samtale er et middel mod fordomme

Menneskebiblioteket blev grundlagt i København i år 2000 af Ronni Aberlgel, fordi han ønskede at være med til at nedbryde nogle af de fordomme, der er mellem mennesker. Siden er konceptet blevet verdensomspændende og har nu også fundet vej til Jylland. Og idéen virker.

Rasmus Alenkær, psykolog og forsker, påpeger, at konceptet indeholder nogle af de ingredienser, der er afgørende for, at fordomme kan nedbrydes.

”Typisk skyldes fordomme manglende viden og manglende empati.  Når man så sidder over for et andet menneske i en samtale, gør det modsatte sig ofte gældende. Man får en viden og en forklaring, som gør, at man pludselig kan sætte sig ind i de følelser, der er forbundet med vedkommendes situation. Det skaber en følelsesmæssig kobling, som ofte gør, at fordomme bliver nedbrudt, ”oplyser Rasmus Alenkær.

 

Fordomme eksisterer også blandt de fordomsramte

På Esbjerg Hovedbibliotek må også fordommene blandt de menneskelige bøger lade livet. To af bøgerne sidder og taler sammen. Dennis og Lone. Han er veganer. Hun er hiv-smittet. Hun har langt, rødblondt hår og briller. Hun ligner en sekretær, en bogholder eller måske en revisor.

”Jeg har faktisk næsten ingen symptomer på sygdommen og smitter ikke, fordi min sygdom er velbehandlet med medicin,” slår Lone fast.

Netop den sætning har nedbrudt en af veganer -Dennis´ fordomme.

”Det var nok lidt en fordom, jeg havde: At en person med hiv smitter. Og den fordom er blevet gjort til skamme.”

Han holder en pause.

”Eller jeg vil bare kalde det uvidenhed,” siger Dennis og rynker brynene.

 

Samtale er ikke altid en garanti for forståelse

Også arrangørerne mærker, at konceptet har en effekt.

Fie Koch og to af hendes kollegaer, som er de jyske arrangører, besøgte for et års tid siden et lignende arrangement i København og tænkte med det samme, at de ville tage idéen med hjem til Jylland.

”Vi kunne se, at det nedbrød nogle fordomme hos lånerne,” siger hun og lyser op ved tanken.

Konceptets stifter, Ronni Abergel, genkender det billede.

”I over 90 % af tilfældene går lånerne derfra med færre fordomme og ny viden,” vurderer han.

Det kommer ikke bag på psykolog og forsker Rasmus Alenkær:

”Set med forskerbriller, så kan man ikke sige, at det altid vil falde heldigt ud, hvis bare man taler sammen.  Menneskebibliotekets bøger og lånere er jo formentligt indstillet på en positiv dialog, når de stiller op til sådan et koncept, og det er en del af forklaringen på den succes, de oplever med at nedbryde fordomme, ” siger Rasmus Alenkær.

 

 Den unge sexolog er alligevel fornuftig

Tilbage på hovedbiblioteket i Esbjerg sidder en kvinde i midten af tyverne med langt hår og en let make-up. Hun er sexolog og en af dagens bøger.  Over for hende sidder en midaldrende kvinde. Hendes fordom gik på, at en så ung kvinde da ikke rigtig kunne vide noget om livet og være en kvalificeret sexolog.

”Men jeg har jo faktisk fundet ud af, at du er ganske fornuftig og ved en masse,” siger hun.

 

Faktaboks

-Menneskebiblioteket udlåner mennesker, der oplever at blive mødt med fordomme i deres hverdag.

-I Esbjerg var der 15 udlån i alt.

 

Artikel 2

Hiv-smittet kvinde: ”Vi er nutidens spedalske”

Lone er 41 år og hiv-smittet. Hun oplever en stor kontrast mellem fakta og fordomme omkring sin sygdom. Lone er en del af Menneskebiblioteket, som kommer til Esbjerg til foråret.

Af: Annette Enevoldsen

Hiv-smittede Lones erfaring er, at det er svært at få en kæreste, fordi mændene tror, hun smitter.

Sygeplejersken kiggede på Lone. Hun så meget alvorlig ud.

”Testen er positiv. Du har hiv,” sagde hun.

Den dag gik Lone hjem og lagde sig i fosterstilling.  Slået ud over den nyhed, hun netop havde modtaget på hospitalet. Men kun kortvarigt. Allerede samme dag var hun tilbage på job.

”Jeg kendte en del til sygdommen i forvejen, så jeg vidste, at det ikke var en dødsdom,” konstaterer Lone.

Hun priser dig sig lykkelig over, at der i dag findes medicin, som gør hende stort set symptomfri.

”Jeg fik diagnosen, kort tid før jeg fyldte 40. Jeg begyndte at tage min medicin på min 40 års fødselsdag. For mig var det en stor gave at få.  Medicinen betyder, at sygdommen ikke engang kan måles i mit blod. Og den betyder, at jeg ikke smitter. Heller ikke ved ubeskyttet sex,” siger Lone.

Netop det faktum er der mange, der ikke kender, vurderer Lone. Hun oplever, at mændene trækker sig, fordi de tror, hun smitter.

”Der er jo andre fisk i vandet. På den måde føler jeg, at vi er nutidens spedalske, ” siger Lone og kigger ned i bordet, mens hun vrider hænderne.

Hun retter ryggen, rømmer sig og siger så: ”Det er dét, jeg godt vil gøre op med. Og det er derfor, jeg har meldt mig som en af Menneskebibliotekets bøger,” slår Lone fast.

Faktaboks

-Menneskebiblioteket er et koncept, hvor folk, der ofte møder fordomme, stiller sig til rådighed for spørgsmål. En låner ad gangen. Op til en halv time.

-Eksempler på menneskelige bøger: En skizofren, en tidligere stofmisbruger, en tidligere alkoholiker, en ADHD-ramt, en efterladt efter selvmord, en politiker, en sexolog.

-Menneskebiblioteket kommer til Esbjerg den 11. marts.